Hvordan en video bliver til
På siden ØKONOMI kan du se prisen på forskellige videoer, men for at få et helt klart indblik i, hvad du betaler for, vil jeg uddybe det her på siden.
Jeg arbejder som nævnt ikke med timebetaling, idet det vil blive alt for dyrt for dig som kunde. Jeg vil hellere tage en pris, som jeg synes, projektet kan bære, og så er der ikke noget at gøre ved, at min timebetaling bliver lille, endog meget lille, jeg går nemlig ikke på kompromis med kvaliteten, af det jeg laver.
…
Klargøring til optagelse i studie
Såfremt en optagelse foregår i studiet, skal dette først rømmes for næsten alt. Dernæst stilles kun det udstyr op, der skal bruges, hvilket som regel er 1 videokamera på stativ og 1 flygel. Batterier skal oplades. Gode videooptagelser kræver masser af lys, så Studie lys Ledgo LG-900BCLK skal gøres klar. Lyden optages med fra 2-4 mikrofoner på stativer. Hukommelseskort til video kameraerne klargøres. Til sidst afprøves alt.
Arbejdstidsforbrug: Fra 3 til 5 timer
…
Klargøring ved eksterne optagelser
Såfremt det drejer sig om en ekstern optagelse, og jeg kan nøjes med at medbringe 1 videokamera, nogle mikrofoner, batterier og andre nødvendige småting så er arbejdet noget mindre.
Arbejdstidsforbrug: Ca. 1 -2 timer
…
Kørsel
Tiden må jeg indregne som en del af arbejdet, men også beregne kilometerpenge for kørslen.
Arbejdstidsforbrug: Afhængig af, hvor optagelsen finder sted
…
Optagelse
Optagelsen er faktisk den mindste del af arbejdet med at lave video.
Såfremt det drejer sig om en musikoptagelse i studiet, plejer det at være kutyme, at man spiller stykket igennem fra 3 til 10 gange. Efter hver gennemspilning flyttes videokameraet til en ny position, for at optage fra en anden vinkel, således at jeg ved klipningen kan lave en mere spændende video at se på. Jo flere kameraer der skal bruges, og jo flere optagelser der skal til og dermed også kamerapositioner, jo mere arbejde bliver der selvsagt ved redigeringen. Så vil man gerne have lavet en billig video, vil det være en fordel at optage med kun 1 kamera, lave få gennemspilninger og optage med få kameravinkler. Man skal så bare være klar over, at slutresultatet ikke bliver ligeså spændende at kigge på.
Arbejdstidsforbrug: Fra 1 til 3 timer
…
Kopiering af optagelser fra videokamera til PC
Når en optagelse er afsluttet, skal materialet kopieres fra videokameraet til harddisken på PC’en. Jeg opretter nu en arbejdsmappe og lægger optagelserne her, så jeg har styr på materialet.
Optagelserne er delt i audio og video, altså optaget med forskellige apparater. Ved optagelse med drone, optages kun video, altså ingen lyd. Lyden optager jeg som regel på stedet (jorden) med en audio optager. Såfremt jeg optager med et “almindeligt” videokamera, optages lyd og billede i samme fil, også selvom der optages med trådløse mikrofoner.
Arbejdstidsforbrug: Fra 10 til 30 minutter
…
Redigering i Adobe Premiere Pro CC
Dette arbejde er det, der er mest tidskrævende i projekt »lav en video«.
Her beskriver jeg specifikt redigeringen af Lasse Nilssons video (se Lasses video på siden ØKONOMI). Lasse spillede stykket 7 gange, og da hver optagelse er på ca. 8 minutter, og der er optaget med 2 kameraer, vil det sige, at der foreligger 112 minutters optagelser, som bliver set igennem flere gange.
Jeg starter gerne med at redigere farver på optagelserne, redigerer lyden og lægger så klang på.
For at klippe optagelserne sammen til den bedste video er det nødvendigt at lægge alle optagelserne op på et editing bord, hvorved jeg så har alle optagelserne i rækkefølge. Jeg starter så med at høre f.eks. de første 10 sekunder igennem på alle 7 optagelser for at høre, om Lasse har spillet det fejlfrit, eller om der er sekvenser, der ikke kan bruges. Herefter bestemmer jeg, hvilken sekvens, jeg vil bruge, og kopierer denne til begyndelsen af editing bordet. Sådan fortsætter jeg, indtil jeg har hørt/set og klippet hele musikstykket. Derefter skal der laves de rigtige overledninger imellem klippene, og da der er mange muligheder, tager det selvsagt sin tid. I Lasses video er der omkring 30 overledninger, hvilket jeg anser for normalt, og bare dette kan nemt tage fra 1 til 2 timer. Derefter skal der lidt tekst på, og endelig skal videoen gennemgås for fejl.
Arbejdstidsforbrug: Fra 8 til 12 timer
…
Det allersidste
Når jeg anser videoen for at være i orden, skal den konverteres til en fil, der kan vises på Youtube, Vimeo eller måske på et TV. Når dette er gjort, kan vidoen (filen) uploades til Youtube, eller den kan sendes til kunden.
Arbejdstidsforbrug: Fra 10 til 30 minutter
…
Udgift til udstyr:
Etablering af studie 600.000 kr.
Steinway B-211 flygel 700.000 kr.
Video/Foto/EDB udstyr 700.000 kr.